Lars Schmidt stopper som TVIS’ bestyrelsesformand efter 11 år
2025-12-19Efter 11 år som bestyrelsesformand i TVIS er det blevet tid til et nyt kapitel for Lars Schmidt, der i 2015 overtog formandsposten efter Leif Skov. Det første år havde han rollen som næstformand, og blev derefter valgt som formand ved siden af sin stilling som afdelingsleder hos Spiras, der dengang hed Kolding Herreds Landbrugsforening.
Et tilbageblik og de seneste bedrifter
”Da jeg overtog posten som bestyrelsesformand, startede jeg med at køre rundt til alle TVIS’ fjernvarmeselskaber for at høre, hvad de synes TVIS’ vigtigste rolle var i forhold til deres arbejde med at distribuere varmen ud til forbrugerne. Jeg kan huske, at det betød meget for mig at høre deres svar.”, fortæller Lars Schmidt om sine første dage som bestyrelsesformand.
For Lars har forbrugerne altid haft en stor og vigtig plads på TVIS’ dagsorden. ”TVIS har et stort ansvar, når det kommer til varmeforsyningen og forsyningssikkerheden i Trekantområdet. Hvis varmen ikke kommer ud til forbrugerne hjemme i stuerne, får det negative konsekvenser. Derfor sidder der også 3 medlemmer i TVIS’ bestyrelse, der repræsenterer forbrugerne. De bidrager med fokus på slutbrugernes interesser, så fjernvarmen lever op til deres forventninger.”
For 11 år siden havde den grønne omstilling ikke den samme opmærksomhed, som den har i dag – en udvikling som Lars Schmidt har været en del af.
”Da jeg startede i TVIS, handlede det hele kun om priser og forsyningssikkerhed. I dag er TVIS med til at realisere kommunernes klimaplaner ved at levere grøn varme.
I 2020 lavede vi nogle ændringer i TVIS’ vedtægter, der først og fremmest samlede ejerkommunerne, og TVIS fik nye muligheder og en mere aktiv rolle i den grønne omstilling. TVIS fik bl.a. mulighed for at producere og lagre varme baseret på vedvarende energi.
Mindeværdige begivenheder i tiden som bestyrelsesformand
Der er sket mange betydningsfulde begivenheder i tiden som bestyrelsesformand, men én af dem, som har haft størst betydning for Lars, var da Ørsted konverterede Skærbækværket fra gas til biomasse i 2014, og markerede deres milepæl i 2018 med et besøg fra daværende Kronprinsesse Mary, der indviede Skærbækværket.
Blandt andre betydningsfulde begivenheder nævner Lars også, da TVIS udvidede transmissionsledningen i 2021 og fik Vamdrup Fjernvarme, Jelling Fjernvarme og Bredsten-Balle Kraftvarmeværk med som kunder.
Sidst, men ikke mindst, nævner han det nye og banebrydende for TVIS, der begyndte at levere procesvarme til virksomheder, hvor Arla er den største proceskunde indtil videre.
Der er ingen tvivl om, at de sidste 11 år har været lærerige, travle og begivenhedsrige for både Lars og TVIS.
Afsluttende ord og gode råd med på vejen
Afslutningsvis har Lars et par gode råd, som er værd at give videre til TVIS’ kommende bestyrelsesformand, som endnu ikke er offentliggjort.
”Rollen som bestyrelsesformand kræver først og fremmest, at man har fokus på at opfylde de krav, der står i TVIS’ ejerstrategi, men det er også vigtigt at vise ydmyghed overfor den opgave man har påtaget sig. Det er godt, hvis man kan rumme den diversitet, der er i bestyrelsen, så alle sider bliver dækket af, for ikke alle har samme synspunkter.
Man skal heller ikke være nervøs, hvis man ikke har den største viden inden for fjernvarme. Da jeg startede, vidste jeg ikke ret meget om fjernvarme, men er løbende blevet meget klogere. Den viden jeg har opbygget, har jeg med fordel kunne anvende i mit arbejde indenfor miljø og landbrug. Så det hele har givet god mening for mig.”, afslutter Lars Schmidt.
Fremtiden for Lars indebærer bl.a. 5 lokationer, 320 medarbejdere og en spændende hverdag, da han for nylig er blevet direktør i Spiras.