Skærbækværket ude af drift

Indsendt af lja@tvis.net den 4. februar 2016, kl. 13:31
Kategori: 

En række uheld på Skærbækværket har testet TVIS’ og vores samarbejdspartneres indsatsprocedurer på det seneste. For tre uger siden var det en defekt ventil, der tog Skærbækværket ud af drift, men gav kun to døgn med lokal kedeldrift. En lækage i et damprør ved en indsprøjtningskøler satte til gengæld Skærbækværket ud af drift den 27. januar. TVIS har mulighed for at igangsætte en række naturgas- og oliekedler i lokalområdet i samarbejde med fjernvarmeselskaberne, men det er en omkostningsfuld løsning, som vi ser ud til at skulle benytte indtil 13. februar.

-DONG og vi følger opgaven på nærmeste hold, og vi har en særlig interesse i at få Skærbækværket op og køre hurtigst muligt for at begrænse vores omkostninger. Vi har mødtes med ledelsen på Skærbækværket og udviklet en tidsplan for reparationen på indsprøjtningskøleren, men det vil tage længere tid end ventet, før Blok 3 er i fuld drift igen. Indtil da trækker vi på hjælpekedlen på Skærbækværket, og fjernvarmeselskaberne har sat de lokale kedler i gang, siger Hans Bjørn, direktør ved TVIS.

DONG Energy har overdraget opgaven at finde en leverandør af et nyt damprør til en kedelleverandør med internationalt markedskendskab, og det er lykkedes at indgå en aftale med en leverandør i Polen, som hurtigst muligt skal levere. Værket forventes at komme i drift igen d. 13. februar kl. 08.00. 

- Onsdag morgen er materialet til at lave det nye damprør ankommet til Polen, hvor det skal induktionsbukkes og udglødes. Den del af arbejdet er forventet afsluttet søndag d. 7, hvorefter røret skal transporteres tilbage til Skærbækværket til trykprøvning, montage, indsvejsning og kontrol. Vi følger selvfølgelig arbejdet nøje og har bedt DONG om at sende mandskab til Polen for at følge processen med bukning af rør, siger Finn Junker, driftschef ved TVIS.

For TVIS-fællesskabet betyder det en udsigt til kedeldrift 10 dage endnu.

-Alle gaskedler er oppe og køre, og vi har ligeledes leverance fra Skærbækværkets hjælpedampkedel og fra Carlsberg, men vi mangler stadig 30-50 MW, som oliekedler i Fredericia og Børkop forsyner os med. Som vejrprognoserne ser ud, så vil temperaturerne ikke ændre vores behov de næste 10 dage, forklarer Finn Junker.

Ombygningen af Skærbækværket til biomasse vil øge forsyningssikkerheden betragteligt, da DONG Energy etablerer to nye fliskedler, der tilsammen skal producere 320 MW. Den nuværende naturgaskedel vil stadig kunne sættes i drift, hvis der skulle ske udfald på de to nye fliskedler, der er planlagt til at gå i drift i 2017.