En fortid og fremtid ved drejebænken
2020-12-17”Man går jo og siger, at ”nu er det Arnes tur”, så man kan vel også sige, at ”nu er det Jonnys tur”, siger Jonny Borgen med et tydeligt smil i stemmen fra hjemmet i Fredericia, hvor han ligesom det meste af Danmark er henvist til for tiden. Efter 14 år som driftsmester i vagten ved TVIS, og otte år som maskinmester på dagtid, ser han frem til at finde sin oprindelige faglighed en smule frem igen, for når han nu skal på pension, så er det med en klar forventning om, at han skal anskaffe sig en lille drejebænk.
Karrieren starter ved Superfos
Jonnys danske karriere startede ved en drejebænk, for da han flyttede fra Norge med sin danske kæreste, Susanne, startede han i værkstedet ved Superfos’ fabrik i Fredericia.
”Jeg startede 1. juli 1979 som 18-årig ved Superfos, så jeg blev gift om lørdagen og startede på jobbet om mandagen. Jeg havde egentlig fået arbejde ved Monberg & Thorsen, hvor jeg skulle arbejde med at grave Gl. Havn ud, men jeg ville hellere have jobbet ved Superfos, hvor jeg arbejdede i seks år som smed og maskinarbejder. Vi havde et meget stort drejeværksted, hvor vi lavede de fleste maskindele selv, for vi havde tegninger på alt. Så vi lavede drejning af aksler, lejehuse, pumper og så meget andet”, siger Jonny.
Arbejdet har ændret karakter en smule gennem årene fra værkstedsarbejde, til drift og installationsarbejde, for Jonny har brugt meget af sin tid på PLC-tavlerne og dokumentation til næste generation.
”Maskinmester-uddannelsen indeholder også el-installatøruddannelsen, så da jeg var ved ABB, byggede vi blandt andet tavler til en højspændingsstation, en komplet tavle for en cementfabrik i Saudi Arabien og tavler til stjernetrekantsstartere til bovtrusterne på de store containerskibe hos Mærsk. Men da jeg startede ved TVIS, så var en af de opgaver, som var en udfordring for mig, at vi skulle tegne og lave prototyper på, hvordan vi skulle skifte indvendige pakdåser til udvendige pakdåser på alle pumpestationernes ti frem-pumper. Men så kunne jeg komme ned og bruge drejebænken på værkstedet igen. Det er nok også grunden til, at jeg har været så mange år ved TVIS, for det har været en god og lærerig arbejdsplads, og der har været et rigtig godt samarbejde, fordi vi går frem og tilbage fra værkstedet og driften, hvor opgaver indeholder noget spændende på hver sin måde. Men tiden har gået ekstremt hurtigt. Det er ikke til at forstå, at der er gået 22 år”, siger han.
”Jeg gik ud af Folkeskolen som 15-årig i sommeren 1975, og dengang kunne man på vores kanter enten fiske eller lave anlægsarbejde. Jeg fik job med at køre rundt med en bore-rig og en kompressor i Norge og boede på moteller eller fik en skurvogn til rådighed, hvor jeg stod et eller andet sted alene og skulle bore huller til dynamit og Anolit, så der kunne sprænges plads i landskabet til en fabrik, en kaj eller hvis man skulle bruge sten til vejfyld. Det norske landskab er jo klippegrund, så det var den måde, man gjorde, og jeg blev bare kastet ud i det”, fortæller han med en vis selvfølgelighed.
”Da jeg var 17 år mødte jeg Susanne, som boede med sin familie i Molde, som er en kystby i en af de mange fjorde på vestkysten, og jeg flyttede så med hende til Danmark, da jeg var 18. I dag har vi lidt privat pension og har nok til, at vi kan klare os, og jeg har arbejdet uafbrudt siden Folkeskolen.
Så nu er det vist okay, at jeg gør noget godt for mig selv.”
